Her er du: Oplev naturen / Storkøbenhavn

Amaliehaven

Der er turistattraktioner både for og bag og til alle sider, hvis man lader blikket glide rundt fra springvandet ved Amaliehavens centrum. Amalienborg, Rytterstatuen, Marmorkirken og Operaen for blot at nævne et par stykker. Mens de voksne nyder udsigten, vil ungerne helt sikkert nyde at stikke fingrene i springvandet eller at lege skjul bag de fire kunstneriske søjler, der omkranser det. Og når det ikke er sjovt længere kan man slentre en tur igennem det symmetriske anlæg, mens man nyder duften fra de smukke rosenbede.

Tolbodgade
1257 København K

Kongens Have

Kongens Have er parken, hvor københavernne samles, når vejret er godt. Parken har store plæner, hvor man kan spille bold, store træer med skygge og et springvand, der om sommeren fungerer som soppebassin.
Ved siden af café Herkules og toilethuset ligger legepladsen. Den udgør et oplagt sted at tage et hvil og slippe børnene og deres fantasi løs. Legepladsen er formet som en eventyrlig blomst med fire blade, og et ’guldæg’ i midten som blomstens øje. Der er både gangbroer, ildspyende drager, dybe sandgrave – hvis altså man har fantasien i orden. Så en eventyrleg om prinser og prinsesser er oplagt – oven i købet med kig til et rigtigt slot med Rosenborg lige i nærheden.
Dukketeatret i Kongens Have er i fuld gang. Der er forestillinger næsten hver dag - gratis.

Øster Voldgade
1350 København K

Botanisk Have

En af Københavns hyggeligste haver. I Botanisk have er der et væld af små bakker, rislende vandfald, kringlede og overdækkede stier, smukke blomsterbede og alskens eksotiske træ- og plantearter. I væksthusene kan man blandt andet studere tropiske planter, og gå på opdagelse mellem kanel-, kakao- og tyggegummitræer. Gamle vindeltrapper bugter sig op til et plateau, hvor palmerne kan ses fra oven. Det største og mest kendte af væksthusene, Palmehuset, er åbent dagligt mellem kl. 10 og 15. I butikken kan man købe frø med hjem til sin egen have, og på Café Paradisfuglen i nærheden af væksthusene, kan man købe lidt let og lidt sødt til maven samt kolde og varme drikke.

Øster Farimagsgade 2 B
1353 København K

www.botanik.snm.ku.dk

Skt. Jørgens Sø

Sidste (eller første, om man vil ;o) af 3 søer i rækken, der strækker sig fra Østerbro, henover Nørrebro til Vesterbro/Frederiksberg/City. Søen indbyder til gåture med klapvognen, fodring af ænder - eller måske en tur med baby-joggeren.

Vester Søgade
1601 København V

Det Biovidenskabelige Fakultets Have

Øjne, ører og ikke mindst næse bliver bombarderet af indtryk, når man bevæger sig ind i Det Biovidenskabelige Fakultets Have. Særligt gør rosen- og krydderihaverne godt for lugtesansen – man kan nærmest finde vej bare ved hjælp af dén. Haven rummer også både sø og ø, sidstnævnte kan man komme til via en fin, lille gangbro. Sidste sommer åbnede de studerende ved fakultetet cafeen Væksthuset, hvor man kan købe både vådt og tørt til rimelige priser. Haven, som kunne fejre 150-års jubilæum sidste år, hed tidligere Landbohøjskolens Have.

Åbningstider:

Fra solopgang til solnedgang hele året, undtagen den 24. og den 31. december.

Bülowsvej
1870 Frederiksberg C
Tlf. 35 33 21 82

www.gf.life.ku.dk/Haven.aspx

Det Kongelige Danske Haveselskabs Have

Det Kgl. Danske Haveselskab er verdens næstældste haveselskab kun overgået af det engelske. Haveselskabet er grundlagt i 1830, og gennem årene har mange af landets toneangivende havearkitekter sat deres præg på den smukke have. Der er både klassiske og moderne haverum med mange spændende, gamle og sjældne planter og plantesammensætninger, som giver oplevelser året rundt. Restaurant Gastronomique, der ligger inde i haven, holder åbent 1.maj-30.september.

Frederiksberg Runddel 1
2000 Frederiksberg
Tlf. 36 44 98 99

www.dkdh.dk

Frederiksberg Have

Frederiksberg Have er et romantisk haveanlæg omkring Frederiksberg Slot.
Der er smukke søer og kanaler med robåde man kan leje en tur i og romantiske hvide broer, der er en legeplads med toilet lidt nordvest for Pile Allé-indgangen og lidt sydøst for Smallegade-indgangen. Om vinteren er der kælkebakke ned fra slottet. Der er også indgang fra Roskildevej
Hvis man er til flora og fauna har den mange fremmedartede træer og buske, der er ænder og svaner og hejrer, og man kan lege gemmeleg og hule i buskadsene.
Der er også nogle små overraskelser: Det Kinesiske Lysthus midt i haven, vandfaldet på Kildeøen og Apistemplet ind mod Zoologisk Have. Og så kan man selvfølgelig tage en tur i Zoo enten før eller efter. Der er også et stort suttetræ i haven tæt på legepladsen.

Frederiksberg Runddel
2000 Frederiksberg
Tlf. 33 92 63 00

Kastellet

Voldgrave, kanoner, bastioner, broer, porte, arresthus og en mølle. Der er lagt op til alle tiders gamle-dage-leg i Kastellets idylliske omgivelser. Det eneste man skal medbringe er masser af tid – og så måske en madpakke. For der er simpelthen så eget at kigge på på Kastellet – ligegyldigt om man er til andefodring, Langelinieshopping, afslappende havudsigt, gamle monumenter eller bare en slentretur blandt tulipaner og hyacinter. Der er offentlige toiletter under Langeliniepavillonen og under Langelinieanlægget ved trappen ned til Ivar Huitfeldt monumentet.
I sommermånederne kan man kombinere en udflugt til Kastellet med et besøg på Café Sommerhuset - en meget børnevenlig undendørs café bag Frihedsmuseet. Der sælges is, sandwich, kaffe med mere. I sommerhalvåret fra en bod ved Den Lille Havfrue.
Ved skråningen ved Kastellet finder man Gefionspringvandet, der er dramatisk med sine mange fantastiske, store figurer og en spændende mytologisk historie bag.

Kastellet
2100 København Ø
www.kk.dk

Garnisons Kirkegård

Garnisons Kirkegård er utrolig flot med mange kroge og gange. Her er spændende at gå på opdagelse - nogle steder er lyse og åbne, andre mørke og alvorsfulde.
Navnet Garnisons Kirkegård udtrykker tilknytning til Danmarkss militære historie. Mange gravpladser bærer navne fra det militære område, men der er også flere kulturpersonligheder begravet her. Der er flere indgange til kirkegården, så den kan bruges som gennemgang, hvis man vil gå udenom de befærdede veje.

Dag Hammarskjölds Alle 10
2100 København Ø
Tlf. 35 42 79 51

www..garnisonskirkegaard.dk

Naturpladsen bag Østre Gasværk

Stort grønt område bag Østre Gasværk teatret. Slip fantasien løs og gå på opdagelse.

Nyborggade 17
2100 København Ø

Sortedams Sø

Første af 3 søer i rækken, der strækker sig fra Østerbro, henover Nørrebro til Vesterbro/Frederiksberg/City. Søen indbyder til gåture med klapvognen, fodring af ænder - eller måske en tur med baby-joggeren.

Øster Søgade
2100 København Ø

Peblinge Sø

Den midterste i rækken af i alt tre søer, der strækker sig fra Østerbro, henover Nørrebro til Vesterbro/Frederiksberg/City. Søen indbyder til gåture med klapvognen, fodring af ænder - eller måske en tur med baby-joggeren.

Øster Søgade
2100 København Ø

Assistens Kirkegård

Når man ikke lige bruger Assistens Kirkegård som picnic-plet eller barnevogns- og cykelrute, er den sjove og ret rodede kirkegård bag den lange, gule mur langs Nørrebrogade et godt udgangspunkt for en snak om livet og døden. Besøg for eksempel H.C. Andersens grav – eller hvad med fysikerens Niels Bohrs eller rapperen Natasjas?

Kapelvej 4
2200 København N
Tlf. 35 37 19 17

www.assistens.dk

Nørrebroparken

Nørrebroparken er netop blevet renoveret og resultatet er imponerende. Landskabet er ikke længere kedeligt, men små bakker er blevet skabt og har gjort landskabet meget mere levende.
Blandt andet er legepladsen gennemrenoveret, hundeparken er blevet lidt større, boldbanerne mod Nordbanegade er blevet bevaret og man kan kan slikke sol eller holde picnic i en af de nyskabte gryder.

Stefansgade 28
2200 København N

Ørstedsparken

Ørstedsparken er anlagt på en del af Københavns gamle voldterræn. Den kuperede park har med mange idylliske kroge og siddesteder med udsigt over søen, der ligger i midten af parken. Her er 2 gode legepladser og cafeen Hacienda, der blandt andet er populær blandt børnefamilier. Der er gode muligheder for at købe take-away mad i Nansensgade, hvis man har glemt madpakken men gerne vil holde picnic på græsset. Man kan desuden købe italiensk is i Nansensgade, men man kan også købe dejlig flødeis fra Hansen i cafeen Hacienda. Om vinteren har parken nogle gode kælkebakker, men husk at man kun må kælke når der er sat halmballer op ud mod søen.

Ørstedsparken
2200 København N
Telefon: 33 15 78 75

www.kk.dk

Geelsgaard sansehave & Legeplads

Sansehaven
Haven byder på mange muligheder for fordybelse i fine sanseoplevelser. Der er krydderurter og blomster og buske, som tiltrækker sommerfugle. Belægningerne gennem haven varierer fra brosten, betonfliser, klinker, pigsten og træstød.
Den vestlige del af haven er tænkt som et stiliseret klippelandskab med udsøgte natursten - deriblandt én kæmpe granitsten, der er kløvet og forskudt, således at stien går igennem stenen. En snoet slange af træstubbe i forskellige højder og tykkelser slynger sig langs en sandgrav, der er kantet og hegnet med tovværk ud mod stien.
Under det store gamle kirsebærtræ er en opholdsplads med sol og skygge. For at komme helt tæt på kirsebærtræets stamme er der brudt hul gennem den gamle bøgehæk og etableret en sti, som fører ud i æblelunden.
I den østlige halvdel af sansehaven er der mindre rumdannelser med forskelligt indhold. Tre træer står "på hovedet" med rodnettet øverst. De kan dekoreres efter årstiden, f.eks. med påskeæg til påske, med kulørte bånd og blomster til maj, med klingede vindharper om sommeren og med fugleneg om efteråret.
Legepladsen
Legepladsen tilgodeser børn i alle aldre og kan bruges uanset handicap. Udformningen giver eleverne flere udfordringer bevægelses- og perceptionsmæssigt. Samtidig understøttes børnenes sociale udvikling, idet de får legemuligheder, som er sammenlignelige med andre børns udfoldelsesmuligheder.

Kongevejen 252
2830 Virum

www.sansehaver.dk

Amager Fælled

Fælleden er et skønt naturområde, hvor man kan gå ture, cykle, nyde freden og udsigten – eller tage familien med på den helt store picnic. Grill og bålpladser er til fri afbenyttelse. Det fredede område har enge og moser og er levested for sjældne arter af krybdyr, planter, insekter og fugle. Om sommeren kan man nogle steder på Fælleden være heldig at støde ind i en flok græssende køer. Man kommer nemmest derud med metroen – der er fri adgang en spytklat fra Sundby Station. Om vinteren er her fine kælkebakker.

Ørestads Boulevard
2300 København S
Tlf. 33 66 36 60

www.kk.dk

Havneparken syd legeplads

Havneparken består af mange forskellige områder med forskellige aktivitets- og legemuligheder. I parkens sydlige del findes en småbørnslegeplads med bl.a. "solskib" og"troldhøje" samt baner til boule/petanque og beachvolley.

Islandsbrygge
2300 København S

Havneparken nord legeplads

Havneparken består af mange områder med forskellige aktivitets- og legemuligheder. I parkens nordlige del findes en rulleskøjte- og skateboardrampe samt et areal til streetbasket.

Islandsbrygge
2300 København S

Børnenes Årtusindskifte Have

Årtusindskiftehaven er En have designet af børn for børn, haven er 551 m2 og rummer en dunkel og skyggefuld junglesti med udfordringer og et lyst, blomsterrigt og hjerteformet område, hvor man kan mødes med sin kæreste. De to kontrastfyldte 'verdner' er adskilt af en sø med springende fontæner, men er også forbundet af en bro. Haven rummer fine detaljer som f.eks. en kærestesti med frierstole, en gammel, overbegroet træstub og et kærestepar.

Hammelstrupvej
2500 Valby

www.sansehaver.dk

Brøndbyskoven

Det første træ i Brøndbyskoven blev plantet i 1952. Idéen var at tilføre den flade vestegn nogle af de landskabskvaliteter, nordegnen er så rig på. Siden er skoven blevet ét af Storkøbenhavns åndehuller.
I dag er Brøndbyskoven på ca. 80 ha og tæt beplantet. Kun ét sted sted findes en åbning, Festpladsen, hvor skovens to første beplantede træer findes.
Det er målet gennem udtynding at sikre lys til skovbunden, så nye træer i højere grad kan vokse frem og skabe variation i skoven.
Brøndbyskoven.
Brøndbyskoven benyttes af mange borgere til rekreative formål, såvel gåture som motionsløb. Brøndby Trim mødes jævnligt i skoven. Endvidere er der afmærket en 3 km lang "hjertesti".
Der kan også rides i skoven, dog kun på de afmærkede ridestier.
I Østskoven, øst for Brøndbyøstervej, må din hund godt være uden snor - hvis du har fuldt herredømme over den.

2605 Brøndby

Esplanadeparken

Det største egentlige parkanlæg er Esplanadeparken i Brøndby Strand. Om sommeren foregår der forskellige arrangementer her.

2605 Brøndby

Den Grønne Kile

Den Grønne Kile er et område beliggende mellem Holbækmotorvejen og Køgebugtmotorvejen strækkende sig fra Hvidovre i øst til Ishøj i vest.
I området findes skov, græssletter, enge, vandløb, gårde, kolonihaver, gartnerier og landbrug. Der er tale om et rekreativt område, som giver mulighed for både gå- og cykelture.
I Skovområderne i "Den grønne kile" er der etableret et stisystem.
I Den Grønne Kile ligger kolonihaverne Brøndby Haveby, Haveforeningen Harekær samt Lillegården Haveforening. Endvidere ligger Brøndby Golfklub i Den Grønne Kile.

2605 Brøndby

Strandparken

Køge Bugt Strandpark er et strandområde med sandstrand, klitter og indsøer beliggende ud for Brøndby, Vallensbæk og Ishøj Kommuner.
Strandparken er kunstigt anlagt og blev indviet i 1980.

2605 Brøndby
www.strandparken-kbh.dk

Vestvolden

Vestvolden er et fæstningsanlæg med volde og voldgrave stammende fra 1892. Vestvolden blev fredet i 1993 og fremtræder i dag på en gang som kulturhistorisk minde og et stykke særpræget natur, velbesøgt af gående med og uden hunde, løbende og cyklende. Området er fredet. Man kan følge vestvoldstien fra starten ved Gl. Køge Landevej langs Avedøresletten (som ellers tidligere har været lukket militært område), ad fortsættelsen over Holbækmotorvejen og videre ind i Brøndbyskoven og Brøndby kommune.
Vestvolden er et meget benyttet rekreativt område. Selve voldterrænet får i høj grad lov at ligge som naturområde til glæde for fugle og andre dyr.

2605 Brøndby

Herstedhøje Naturcenter

En helt fantastisk naturoplevelse for hele familien. Her finder du en meget stor kunstig bakke, der kan bestiges hvorfra der er en fantastisk udsigt. Får græsser på bakken, og her er et meget varieret skov- og naturlandskab, som kan udforskes. Desuden naturcenteret med en lille udstilling og café. I udstillingsrummet er der højt til loftet og mulighed for at hente inspiration til flere oplevelser i skoven. Udenfor Naturcentret er der to bålhytter og en bålplads samt borde og bænke.

Herstedhøje Allé 1
2620 Albertslund
Tlf. 43 47 02 03

Vallensbæk Naturlegeplads

Vallensbæk Naturlegeplads ligger i en skøn gammel have med masser af buske og frugttræer og med bænke og borde, en grill og en bålplads til fri afbenyttelse.
Selve legepladsen består af 3 legehuse med terrasser, købmandsdisk og kolbøttestænger. Her er også klatretårn og flere andre legeredskaber.

Golfsvinget
2625 Vallensbæk

Planetstien Hvidovre

Planetstien er en knap 6 km lang astronomisk familieattraktion i Hvidovre. Stien strækker sig fra Solen på toppen af "Bjerget" i Kystagerparken og slutter ved dværgplanetetn Pluto i Mågeparken.
På Planetstien går du fra planet til planet. Ved at læse opslagstavlerne kan du blive klogere på planeternes fysiske forhold, den atmosfære, som de befinder sig i, og antallet af måner.

Nordre Kystagervej
2650 Hvidovre

Naturcenter Vestamager

Naturcenter Vestamager er et stort skønt naturområde med forskellige legepladser. Området er stort og har plads til mange børn. "Arken" er et stort legeområde for børn formet som et skib. Der er masser af muligheder for at spise medbragt mad. og Naturcenter Vestamager sørger for, at der altid er brænde til at tænde bål med på de forskellige bålpladser, så familerne kan grille. I selve kernen af Naturcenter Vestamager, er der et oplevelsescenter, hvor børnene kan tegne, forske, udklæde sig ect. Udenfor er der vandhaner, så der altid er frisk koldt vand til både dyr som mennesker ganske gratis. Der kan købes kaffe i naturcentret.

Granatvej 5-7
2770 Kastrup

Jægersborg Dyrehave

Med 2000 stk. hjortevildt er her nok at se på. Skoven er ca. 10 km2 stor og her er både fine stier og det dybe krat. Dyrehaven er udlagt som naturskov, hvor træerne får lov at blive ældgamle og falde om og rådne naturligt. Det giver et meget rigt fugleliv, ligesom insekter og svampe stortrives i de faldne kæmper. Midt i skoven ligger Dyrehavsbakken, og det er muligt at køre gennem skoven i fine gamle hestevogne.

Dyrehavevej 3
2930 Klampenborg

www.skovognatur.dk

Carl Jacobsens Have

Ude på det store Carlsberg-område findes en skøn gammel have, som den gamle brygger Jacobsen i sin tid fik anlagt. Den er åben for offentligheden, og man er velkommen til at tage en picnickurv med og sole sig i græsset.
Valby Langgade 1
2500 Valby

Kongelunden

Oplev naturen storkøbenhavn
Kongelunden
Kongelunden er rig på småfugle. Over 300 forskellige fuglearter er set her. I den tætte underskov kan de bygge rede og søge skjul. I sommerhalvåret er der livlig fuglesang af bl.a. nattergale og skovsangere.
Mange småfugle på træk opholder sig om efteråret i Kongelunden, inden de begiver sig ud over åbent vand på deres færd mod syd. Når de vender tilbage ved forårstid, giver skoven også mulighed for hvile.

Kongelunden
2791 Dragør
Telefon: 39 97 39 10

www.kongelunden.dk